Mosen er et liminalt område – hverken land eller vand – og siges at have et tyndt slør til andre verdener. Et sted, hvor naturens kraft og ånder kan vise sig.

På mine gentagne vandringer i højmosen har forskellige fund fået mig til at standse. Som om de havde noget vigtigt at fortælle. Jeg tog derfor kontakt til den troldkyndige sejd-specialist Annette Høst i håb om, at hun ville oversætte fundenes budskab. I stedet blev jeg opfordret til selv at gå ud og lytte ved at stille spørgsmålet:

“Hvem af jer vil bære mosens kraft frem?”

(...) Og Fugl førte mig et sted hen i højmosen, jeg ikke havde kunnet få adgang til før, på grund af det vildtvoksende krat. Jeg spurgte igen; “Hvem af jer vil bære mosens kraft frem?” og på den ellers temmeligt vindstille dag, begyndte et blad og et stykke lav, der hang i en tynd tråd spindelvæv, at danse ihærdigt. “Er det vinden?” spurgte jeg.

(...) Så jeg valgte at gå offline, at isolere mig i mosen, hvor jeg bor. Ingen forstyrrende skærme, ingen musik, radio, ingen læsning, ingen menneskelig kontakt. Jeg handlede ind til flere dage, og da jeg slukkede min telefon, var det midt i flere dages konstant strøm af gule bjælker med breaking news (...)




(...) det mest bemærkelsesværdige var, at netop i de dage, jeg havde reserveret til mosen, der valgte Vind at vise sig med ekstra kraft og kulde.

(...) Jeg tog høretelefonerne på og skruede optageren på en sammenfoldet tripod. Med den langhårede, pelsede vindhætte, lignede det nærmest en vandrestav med et kraftdyr på toppen. Jeg stillede mig foran broen, udenfor min lejlighed, der fører ind til højmosen. Tog en dyb indånding og gik med raske skridt over broen og ind i mørket.

(...) Det var intenst at gå ind i højmosen i den bidende kolde januarvind, uden grusbelagte stier og lygtepæle, uden mobiltelefon og med alle lyde forstærket gennem optageren. Den frosne jord knirkede under mig og Vind ruskede i træerne og skubbede mig i ryggen - hen mod det sted Fugl, havde vist mig.

(...) Det var ikke mosen, der skræmte mest. Det var lydene udenfor, fragmenteret af de insisterende vindstød; biler, der accelererede, en hund der gøede, råb, nærmest skrig, fra menneskene. Jeg talte op til de høje, spinkle træer; hvad er det I gerne vil sige? Straks efter lød et højt skud, som gav et sæt i min krop, da lyden var ekstrem insisterende i mine høretelefoner, men jeg fortsatte med at tale op til træerne; I virker så skrøbelige? Er I bange? Jeg kunne høre deres stammer knirke. Nærmest som en slags klagesang. Eller varselsskrig.

(...) I badet, næste morgen, så jeg at mine tabte hår på fliserne dannede et billede. En menneskeskikkelse med en vandrestav, og et dyrelignende væsen med to store runde øjne. Den ene cirkel begyndte at åbne sig og jeg fik tanken: Var mit spørgsmål forkert? Måske skulle jeg have vist mere ydmyghed og i stedet have spurgt: “Hvad kan I gøre for mig?” eller “Hvad kan I lære os, menneskene…?” Men jeg måtte vente med at spørge til mørkets frembrud.

(...) Da jeg fandt hen til det sted, Fugl havde vist mig, var det med en anden respekt for stedet og kræfterne. Jeg knælede ned foran et af træerne og Vind kom roligt tilbage og bød mig velkommen. Jeg bemærkede, at alle træerne stod her endnu. Og indså, de var meget stærkere, end jeg dagen forinden havde dømt dem til at være. Ingen af dem var knækket. Jeg stillede mine spørgsmål: Hvad kan I gøre for mig? Hvad kan I lære os, menneskene? Det var som om træerne inviterede mig til at rokke i samme bevægelse, som de roligt svajede i vinden.

(...) En af tonerne skabte resonans i badekaret, så tonen blev forstærket og skabte helende vibrationer i min krop. Det var nærmest som om badekaret sang med mig. Jeg følte en trang til at sætte mig ned i det lille hul, i mit siddebadekar. Helt foldet sammen, krammet af det bløde, varme vand.

(...) Jeg oplevede at jeg lå i fostervand. Tilbage i min mors mave. Og i modsætning til dengang, følte jeg mig nu tryg nok til at møde denne jordiske verden.

(...) Da jeg stod i bruseren om morgenen, havde hårene på fliserne ændret sig. Væsnet med de store øjne var skyllet væk og menneskeskikkelsens vandrestrav, var nu blevet til stammen på et træ, så det lignede mennesket stod og holdte på det.

(...) Jeg havde fundet mod til først at gå ud ved midnatstid. Og mod til at overgive mig helt. Det var som om mosen havde gjort mig stærkere. Jeg lagde mig ned på den frosne jord. Nu var alle skyerne væk, og der var helt stjerneklart på himlen. Jeg nynnede melodien igen og mærkede en dyb, dyb fredfyldt ro.

(...) Om eftermiddagen satte Rødkælk sig på gelænderet med blodpletten på sit bryst. Som en budbringer mellem verdener. Lille, men modig og stærk.

(...) Og så opdagede jeg Sjaggerne udenfor. En trækfugl, der kun besøger os, når vinteren viser sig. Som et tegn på slutningen af en cyklus.

Sjaggeren kommer aldrig alene. De kommer i flok. De hviler i flok, de finder føde i flok - og de forsvarer sig i flok, når noget truer.

...Og jeg indså, at melodien ikke kun tilhørte mig.

Men at Vinds Vuggevise for Fred må bæres videre. Fra gren til gren. Krop til krop. Stemme til stemme...

(...) For jeg har bemærket, at noget i os er ved at vågne. Noget dybt inde i vores kroppe, som hele tiden har eksisteret. At vi søger mod naturen og hinanden, mærker vores egen cyklus i takt med den, der omgiver os. Og at vores omsorg bærer en vigtig stemme. Som en blid revolution mod det, der styres af nervesystemer i kamp og flugt. En tilstand, der tvinger kroppen til at se verden i enten/eller. Os/dem.

Vinds Vuggevise for Fred

Vinds vagtplan

Det oldnordiske ord for vind er önd, som betyder ånde eller sjæl. Vinden er tegn på, at noget er i bevægelse. At noget bevæger sig mellem verdener. Transformation. At nynne giver stemme til luft (...)

Når vi nynner simuleres vagusnerven. Kroppens længste kranienerve. Hovednerven i det parasympatiske nervesystem, der sørger for at få kroppen tilbage i ro. Den vandrende nerve forgrener sig til hjerte, lunger og fordøjelsessystem og skaber forbindelse mellem hjernestammen og kroppens indre organer. Den regulerer puls, åndedræt og fordøjelse og spiller en afgørende rolle i vores evne til at føle tryghed og falde til ro.

The originals: are two woodcut illustrations from book IV of the De humani corporis fabrica libri septem of Andreas Vesalius, published in Basel in 1543. The woodcut of the base of the brain appears on p. 318, with the profile view of the brain with nerves on p. 319 opposite

Mennesket ved Elletræerne

Tak til Vind, Elletræerne, Fuglene, Mosens Nynnekor, Bydækkende Grøn Drift, Københavns Kommune, atelierfællesskabet OK Corral, alle mine støttende venner og Annette Høst.